Erindringer om Atlantis reflekterer over perception, mytologi og nødvendigheden af at se virkeligheden fra flere perspektiver. Ved at trække på det symbolske sprog fra tabte civilisationer, inviterer maleriet til en genovervejelse af, hvad der ligger under overfladen af den synlige verden.

Atlantis fremstår ikke som et historisk sted, men som en metafor - en påmindelse om, at viden, hukommelse og sandhed ofte eksisterer uden for umiddelbar genkendelse. Ved at engagere sig med myten som en form for kollektiv hukommelse, antyder værket, at det umulige måske kun er et spørgsmål om perspektiv, og at forståelsen af fortiden kan åbne nye måder at forestille sig fremtiden på.